Jens ”Folkesanger” Christensen, (sang, guitar) og Axel Kanne, (guitar, dobro, weissenborn, sang m.m.) har optrådt sammen som duo i de sidste par år, men først her i 2010 kommer der for alvor ”kød på bordet” i form af en CD med dansk musik, der udkommer sidst på foråret. Jens og Axel har begge et helt liv med folkemusik i baggagen. Den oprindelige tanke med denne duo var at spille musik fra det nu 40-årige repertoire af britiske, amerikanske og danske folkesange, men før de første akkorder var taget begyndte både Christensen og Kanne at levere danske tekster og musik så nu ligger vægten nok primært på dansk musik, udsat for Jens’ sang og guitar og Axels herlige akkompagnement på dobro, guitar, kor m.v. Den CD der arbejdes på i foråret byder på lytteklar ny dansk musik med tekster af bl.a. Christensen & Kanne, Niels Clausen, Sebastian, Thorstein Thomsen, Anders Roland og Peter Abrahamsen. CD’en har fokus på Jens & Axels duosamarbejde og er ind imellem krydret af nye spændende toner fra pianist Søren Bebe og kontrabassist Rune Holberg. Det hele leveret i et enkelt lydunivers designet af producer og lyddesigner Hanni Cramer Hanberg. Glæden ved livet, og det til tider hævede øjenbryn over det modsatte, er i fokus når Christensen & Kanne optræder med deres finurlige og spidsfindige sange fra hverdagen hos et par herrer sidst i 50’erne.